Gå til indhold
Byens Trinkursus

Byens Trinkursus

Redskaber til at håndtere livet.

Et  trinkursus kan bedst beskrives som et livshåndterings redskab. Det er et tilbud til mennesker, som  oplever at sidde fast i uhensigtsmæssige livsmønstre. Det kan være mønstre af vrede, lavt selvværd, misundelse, løgn og så videre. For nogle er det mønstre som udspringer af et misbrug, for andre kan det være resultatet af en opvækst i en dysfunktionel familie.

Et trinkursus giver dig redskaber til at se din virkelighed i øjnene, en mulighed for at invitere Guds hjælp ind i de områder, hvor du oplever dig magtesløs og hjælp til at gøre noget ved det, du rent faktisk kan gøre noget ved. Det er et program, hvor du selv har førertrøjen på. Der er ingen, som giver dig terapi, og alle, som deltager inklusive gruppevejledere og oplægsholdere, er selv i arbejdstøjet med områder af deres egne liv.

Klik på billedet herunder og se video om trinkurser:

Om trinkurset

Kurset forløber over 14 tirsdage.

En aften vil typisk forløbe som følger:

1830-1900Spisning
1900-1940Oplæg
1940-1945Kort pause
1945-2045Grupper
2045-2100Introduktion til næste uges hjemmearbejde

Speaks/Undervisning

På hver kursusaften vil der være et speak omkring aftenens trin. Denne formidles af en person, som selv er i processen. Vi ønsker at formidle bibelske principper sammen med terapeutiske redskaber til at bruge trinene i praksis.

Grupperne

Hver tringruppe har en gruppeleder som sørger for, at alle deltagerne er bekendt med retningslinier for gruppen, som indbefatter anonymitet, tavshedspligt samt at man ikke afbryder hinanden og ikke kommer med gode råd.

Gruppelederen sørger for at sætte processen i gang ved selv at være åben om sit liv, og herefter er der frihed til at tage ordet og tale om sig selv og for sig selv.

Gruppetyper

Åbne grupper; for deltagere som gerne vil videre med livet og arbejder med et specifikt adfærdsområde. Deltagere i åbne grupper kan arbejde med forskellige problematikker som f.eks. vrede, uærlighed, stolthed eller overdreven kontrollerende adfærd.

Specifikke grupper; for de som har et specifikt fælles problemområde. Vi har tidligere tilbudt følgende grupper:

  • Lavt selvværd
  • Voksne børn fra skilsmisseramte familier
  • Familiemedlemmer til alkohol eller medicinafhængige
  • Alkoholafhængighed
  • Incestramte

Anonymitet

Betingelse for deltagelse er, at man respekterer tavshedspligten. Ingen udover ledelsen af kurset samt de som du er i gruppe med vil kende til gruppernes problemstilling. Ingen vil altså vide om du er i åben gruppe eller specifik gruppe.

Vejleder

Alle deltagere vil få tilbudt en kontaktperson som vil fungere som en vejleder gennem forløbet.

Weekend

Før 5. trin afholdes en weekend som en del af forløbet. Weekenden fungerer som en retræte med fokus på at få gjort op, bekendt og renset ud.

Pris

Hver aften koster 40 kr. inklusiv mad og kaffe. Der betales ugentlig forud for næste gang. Første aften betales altså 80 kr. for både første og anden kursusaften. Kursusbogen “Velkommen til virkeligheden” bruges til gruppesamlingerne og skal købes i forbindelse med deltagelse i kurset. Bogen koster 200 kr. og kan købes til introduktionsaftenen.

Tilmelding

  • Tilmelding sker efter deltagelse på introduktionsaftenen. Den næste introduktionsaften er tirsdag d. 23.  august 2016 kl. 1900 i Lyngby Frikirke, Toftebæksvej 13, 2800 Lyngby.
  •  Introduktionsaftenen er gratis og inkluderer ikke mad.

Kontakt

Ønsker du yderligere information eller kontakt er du velkommen til at kontakte Jan Hollensen på jan@lyngbyfrikirke.dk

Baggrund

Den kristne selvhjælpgruppe er et fristed, hvor man kan identificere sig med andre og finde styrke til at udtrykke måske lang tids undertrykte følelser som vrede, sorg og smerte.

Det er begyndelsen på en livsforvandlende proces, som starter, når man vover at se ærligt på sig selv, og bliver villig til at følge de forslag, trinene giver, en dag ad gangen i sit eget tempo.

12-trinsprogrammet har sit udspring i AA (Anonyme Alkoholikere). Amerikaneren Bill Wilson oplevede at blive fri for sin afhængighed af alkohol, og beskrev hvordan det var muligt at forblive ædru gennem at følge de 12 trin. Han delte sine erfaringer med andre alkoholikere, og herigennem blev kendskabet til de 12 trin spredt verden over, og utallige mennesker har oplevet frihed, ikke bare fra afhængighed af alkohol, men også mange andre former for skadelig afhængighed af f.eks. stoffer, medicin, spil, sex m.m. Siden har programmet spredt sig yderligere og bruges som et livshåndteringsredskab til stort alle typer af almen menneskelige problemstillinger.

Yderligere information

Vil du vide mere eller læse beretninger fra mennesker, der har gennemgået et trinkursus kan du klikke ind på www.trinkurser.dk

 

Kontaktpersoner

Jan Hollensen

jan@lyngbyfrikirke.dk
+45 28 19 51 21
Læs mere

Jan er gift med Kirsten, har 3 døtre og en søn, og 9 skønne børnebørn. Har arbejdet som praktiserende læge siden 1996. Har været en del af kirkens ledelse gennem en årrække.
”Vort liv er en vandring mod Gud med Kristus. Vi er ved at finde hjem. Her er jeg en medvandrer, og som det er det min drøm, at vi alle må finde hjem. ”

Lone Jessen
Præst

lone@lyngbyfrikirke.dk
+45 45 87 86 85
Læs mere

Lone er kirkens præst, er gift og har 3 voksne børn og 2 børnebørn. Træffetid mandag-torsdag 10-15. Fridag fredag.

Kommende begivenheder

DatoTitelSted

Der er ingen begivenheder i den nærmeste fremtid.

23.08.2016