Gå til indhold

Akkarianismen

Ind imellem går vores kære medier helt amok og fylder siderne med så mange vinkler, genfortællinger og kommentarer på samme historie, at vi bliver nødt til at tage stilling til det – uanset om vi har lyst eller ej.

Lige for tiden er det opmærksomheden omkring den afhoppede imam, Akbari, der fylder meget. Som flygtninge blev han og familien i første omgang reddet af det danske samfund. I næste omgang, var det kristne i Nordjylland som reddede familien fra den danske stats udvisningsregler. 

Hans behov for anderkendelse drev ham imidlertid ind i radikale muslimske miljøer og kulminerede i en karriere som talsmand for en omrejsende anti-danmarks-aggitations-peloton, med tab af menneskeliv og milliarder af kroner som resultat.

Nu svælger vi i hans omvendelseshistorie, modtager hans undskyldninger og godter os over at vi havde ret. Vores gamle udenrigsminister er måske den, der illustrerer hele miseren bedre end nogen anden. Ufrivilligt.

Mens tabet af hundredevis af menneskeliv beklages i korte vendinger, svælges der i det store spørgsmål om den gode Akbari med rette kunne kritisere den gode Møller for hans mere dialogvenlige linje. I virkeligheden er jeg alvorligt bange for, at de ligner os – altså, Akbari og Møller. Vi bevæger os rundt i den store historie og får mere eller mindre indflydelse på den. Men den virkelige historie. Den der betyder alt, er historien om mig.

Vi bevæger os rundt i den store historie og får mere eller mindre indflydelse på den

Problemet med historien om lille mig, når den går galt, er at den kan få voldsomme konsekvenser for den store historie, og ramme mange mennesker. Historien om Akbari kunne sagtens have været historien om Møller og omvendt. Det kunne også være historien om mig -det er kun et spørgsmål om timing og livsvilkår.

Nu er det forår og påsketid. Her fejrer vi den forunderlige beretning om Jesus, der træder ind i både den store og lille historie. Som den, der trådte ned, inviterede han til en ny forståelse af den himmelske Far. Han handlede og talte med en ubeskrivelig kærlighed og døde en stedfortrædende død.

Dermed kom han til at ændre den store historie for altid. Men også den lille historie. Eller rettere; de mange små historier om os mennesker. Jesus viste os en anden vej. Han gav os et andet livsprincip. Han kom ikke for at gøre livet let – men mennesket stort.

Hvornår er vi store? Når vi er blevet små. Små i vores forhold til Gud, hvor han får lov til at være den store i vores liv. Og små i vores forhold til den store fortælling, som vores lille fortælling er vævet ind i. Vi er ikke det store bygningsværk, vi er ikke den store historie, men små afgørende dele af den. Den form for storhed fødes vi ikke med. Den gives os i mødet med ham, som blev lille for at vi kunne blive store.

Jens W. Skov

jens@lyngbyfrikirke.dk
+45 23 25 40 77
Kgs. Lyngby
jensskov
LinkedIn
Twitter
Facebook
Google+
Læs mere

Jens er uddannet civilingeniør arbejder til daglig om selvstændig konsulent indenfor IT og AV. Hans store fritidsinteresse er musik, lyd og akustik og han har været involveret lovsang i mange forskellige sammenhænge. Jens er gift med Bente og far til Christian og Simon. Han er leder af foreningen Familier På Vej og brænder for at se ægteskaber og familier bliver styrket. Jens er en del af den daglige ledelse i Lyngby Frikirke og sidder i lederrådet for Københavns Frikirke