Gå til indhold
Fokuser på målet

Fokuser på målet

Jeg har aldrig haft nytårsforsætter. Jeg har nok ikke haft troen på, at beslutninger holder bedre, fordi jeg tager dem ved årets begyndelse.

 

Men begyndelsen på et nyt år kan alligevel give anledning til at reflektere lidt over, hvad der skete i det år, jeg lige har sagt farvel til. Tilbageblikket kan til tider være svært, hvis året har bragt sorg, fortrydelse eller smerte. Det kan også være dyb taknemmelighed over det, jeg fik lov til at opleve af glæder. Eller ganske enkelt taknemmelighed over livet. At jeg er i live.

Det nye år er som at begynde på en ny, blank side i skrivehæftet, hvor alt er muligt. Det behøver ikke være en fortsættelse af det gamle år. Jeg behøver ikke at være fastholdt i det, der er sket i fortiden, men jeg kan lægge det bag mig og fokusere på det, der ligger foran mig.

Da  Guds søn, Jesus, kom til jorden, var det netop for at sætte os fri af fortiden, af vores fortrydelser og fejltrin. Fri til at leve livet – i en tæt relation til Ham. I stedet skal vi fokusere på målet foran os – og målet er Jesus. At have Ham for øje og lære Ham bedre og bedre at kende. Det er Hans ønske, at vi skal være fri af fortiden, ikke se os tilbage, men se fremad, løfte hovedet og se håbet, som Han har givet os.

Det er ikke et nytårsforsæt, men det er en reminder til mig selv om, at det er det, jeg til stadighed vil gøre. Lægge fortiden bag mig og holde fokus på det, der ligger foran mig. Stræbe efter den sejr, som Jesus har gjort mulig for mig.

Godt nytår!

Lone Jessen

Læs mere her: Paulus’ brev til Filipperne, kapitel 3, vers 1 – 14.

Lone Jessen
Præst

lone@lyngbyfrikirke.dk
+45 45 87 86 85
Læs mere

Lone er kirkens præst, er gift og har 3 voksne børn og 2 børnebørn. Træffetid mandag-torsdag 10-15. Fridag fredag.