Gå til indhold

Jesus og fysioterapeuten…

Han så ellers meget venlig og tilforladelig ud. En ung, høj, tynd mand med et beroligende og venligt smil. Tillidsfuldt lagde jeg mig på briksen og overlod mine stakkels overanstrengte fødder i hans kyndige varetægt.

Det var jo gået nogenlunde smertefrit de andre gange. Så jeg var helt tryg. Jeg overvejede et kort øjeblik, om jeg kunne tage et lille blund, mens han nænsomt masserede de ømme fødder. Men efter et par uskyldige små tryk og et par venlige bemærkninger, viste den kære fysioterapeut sig fra en helt anden side. Med et kraftigt tryk borede han sine tommelfingre langt ind i min læg. Efter heltemodigt at have udholdt smerten, i mindst et par nanosekunder, udbrød jeg et inderligt ‘Aaavvv!’. Mit smerteudbrud havde slet ikke den tilsigtede effekt. I stedet for at lette presset tog denne uskyldigt udseende efterkommer af en gestapobøddel endnu hårdere fat. Jeg lå på maven og kunne ikke se ham, men er overbevist om at hans ansigt, var oplyst af et triumferende smil. Han fortsatte, i en lang uendelighed, lystigt akkompagneret af mine klynkelyde. ’Så nu slap den…’ sagde han pludselig, og ganske rigtigt, smerten var væk.

Hvorfor har du ikke haft fat i den muskel. De andre gange jeg har været her?’

’Hvorfor har du ikke haft fat i den muskel. De andre gange jeg har været her?’, spurgte jeg. ’Fordi jeg måtte arbejde mig derind, jeg kunne slet ikke komme til den, de første gange’, sagde han og fortsatte: ’Det er meget normalt for løbere med den slags spændte muskler. De lægger ikke mærke til dem, fordi de ligger helt inde ved knoglen, men de strammer og anstrenger resten af læggen og foden’.

Her dagen derpå ømmer jeg mig stadig. Ikke over musklen, men over regningen som skulle betales for torturen. Godt gjort, at man oven i købet skal betale for den slags. Samtidig maner oplevelsen til en vis eftertænksomhed. Kroppens processer har det med at spejle sjælens. Vi er alle sammen løbere i livets store maraton, og de fleste af os pådrager os skader på vejen. Nogle er tydelige og derfor kan vi forholde os til dem og i et eller andet omfang behandle dem. Andre skader er som min spændte muskel. Det er oplevelser, billeder, følelser, skuffede ambitioner, bristede drømme, følelsen af at livet ikke blev, som håbet og troet. Ting som vi ikke har liggende på ydersiden, men som har lagt sig helt inde ved sjælens knogle og belaster hele systemet, uden vi nødvendigvis er klar over det. Vi mærker effekten af det, men kender ikke årsagen.

Mødet med biblens Gud kan godt være som mødet med min fysioterapeut – uden at skulle drage yderligere sammenligninger. Da Jesus mødte den samaritanske kvinde ved Sykar brønd, var det ikke som den wellness massage terapeut, vi måske nogle gange får gjort ham til. Han tog fat i lag efter lag i hendes gudsbillede og selvbillede. Og selv om hun vred og vendte sig fik han til sidst fat i ’den spændte muskel’. Hun oplevede det samme som jeg, bare i langt større og mere livsforvandlende målestok. Mødet med sandheden om hendes liv, hvor ondt det end måtte gøre, satte hende fri. Det gav hende mod til at leve livet, tage nye chancer og se virkeligheden i øjnene.

Den store forskel mellem Jesus og fysioterapeuten viser sig ved dankortterminalen; han udskriver nemlig ingen regning efter behandlingen – den betaler han selv.

Jens W. Skov

jens@lyngbyfrikirke.dk
+45 23 25 40 77
Kgs. Lyngby
jensskov
LinkedIn
Twitter
Facebook
Google+
Læs mere

Jens er uddannet civilingeniør arbejder til daglig om selvstændig konsulent indenfor IT og AV. Hans store fritidsinteresse er musik, lyd og akustik og han har været involveret lovsang i mange forskellige sammenhænge. Jens er gift med Bente og far til Christian og Simon. Han er leder af foreningen Familier På Vej og brænder for at se ægteskaber og familier bliver styrket. Jens er en del af den daglige ledelse i Lyngby Frikirke og sidder i lederrådet for Københavns Frikirke