Gå til indhold
Kan man tæmme et monster?

Kan man tæmme et monster?

”Du bliver hentet om et øjeblik” sagde den mumificerede sygeplejerske. De havde forsikret mig om, at jeg ikke skulle tage det personligt. Hensigten med rumdragterne var at beskytte hospitalet mod en multiresistent bakterie, som de havde mig under mistanke for at beværte i min betændte fod.

Sammenlignet med alle mulige andre katastrofer, som kan møde os i denne verden, var dette en lille en af slagsen. Jeg havde været i stand til at tage det hele med nogenlunde ro, indtil sygeplejersken sagde den lille sætning.Nu ramte frygten mig. Jeg havde aldrig været under bedøvelse før, og alle mulige skrækhistorier om fejloperationer fyldte mine tanker.

En glad portør trådte ind i rummet, han kørte mig uden tøven ud af isolationsrummet og ned ad gangen. Den kære hustru, som havde læst bekymringen i mit ansigt tog afsked ved elevatoren, og nu var jeg alene med min angst. Disse linjer er beviset på at alt gik godt og at patienten er i bedring. Men følelsen fra elevatoren sidder stadig i kroppen. Eller rettere en følelse og en tanke. Tanken var denne: ”Hvor er livets væg dog tynd.” To dage tidligere var jeg i gang med en uskyldig penicillinkur, og nu var jeg på vej til en operation under fuld narkose.  Følelsen var ikke ukendt. Det var denne højtråbende fornemmelse af magtesløshed. At være låst i en situation uden alternativer. At være på vej ud i noget, som var helt uden for min kontrol. En absolut urar fornemmelse.  Og dog velkendt, selvom den normalt optræder mindre intensivt. Magtesløshedens monster.

Kan man tæmme sådan et monster?

Tja, fortrængninger er ofte den foretrukne strategi… Men når man ruller ind i operationsstuen eller lignende er fortrængningerne ganske svære at opretholde.
I biblen gives en overraskende strategi. Rådet lyder: Opgiv at tæmme magtesløshedens monster. Se den som en mulighed for at Gud kan komme til i dit liv. Når han træder på scenen og bliver en del af din hverdags virkelighed, bliver du stærkere end hvis du blot er stærk i dig selv.
Nogle vil måske tænke, at det er den gamle sang om troen som en krykke for svage mennesker, der ikke kan klare livet selv. Men det er egentlig ikke det bibelen antyder. Snarere at min magtesløshed overgivet til den rette ‘makker’ (læs Gud), bliver min mulighed for at leve stærkere, end jeg ellers ville have kunnet.
Så, rådet fra patienten lyder: inviter Gud med ind i elevatoren, hav tillid til at han er på begge sider af livets tynde væg og tæm magtesløshedens monster, ved at indgå partnerskab med en, som er stærkere end dig selv.

Jens W. Skov

jens@lyngbyfrikirke.dk
+45 23 25 40 77
jensskov
LinkedIn
Twitter
Facebook
Google+
Læs mere

Jens er uddannet civilingeniør arbejder til daglig om selvstændig konsulent indenfor IT og AV. Hans store fritidsinteresse er musik, lyd og akustik og han har været involveret lovsang i mange forskellige sammenhænge. Jens er gift med Bente og far til Christian og Simon. Jeg er leder af foreningen Familier På Vej og brænder for at se ægteskaber og familier bliver styrket.