Gå til indhold
Leder du efter skidt eller guld?

Leder du efter skidt eller guld?

Så skete det igen. Jeg var til en fest, hvor jeg blev vidne til en af de tåkrummende taler, som vi nok alle sammen har lagt øre til gennem tiden.
Alle var glade og opløftede af de mange dejlige taler, der fremhævede fødselarens gode egenskaber og kvaliteter, og stemningen var varm og kærlig.

Lige til en gæst rejste sig for også at give et par ord med på vejen. Han lagde fint ud, og på et tidspunkt meddelte han, at nu ville han lige fremhæve nogle af fødselarens mindre flatterende egenskaber. ”Det skal jo ikke være et usandt glansbillede, vi giver af dig. Jeg går ind for at fortælle sandheden”, som taleren forklarede.

Da det mindre positive karaktertræk var blevet belyst ved denne festlige lejlighed, ændrede hele atmosfæren sig. Fødselarens smil stivnede lidt, og hun så ærligt talt lidt beklemt ud. I nogle sekunder blev rummet tømt for lyde, og alle slog øjnene ned.

1 Pet. 4,8: ”… for kærlighed skjuler mange synder”

Denne oplevelse blev et meget konkret eksempel på, hvilken magt vi har til at påvirke atmosfæren og til at opbygge eller nedbryde mennesker. Hvad ser vi efter i andre mennesker? Hvordan ønsker vi at gøre en forskel i vores omgivelser og vores medmennesker? Kigger vi efter skidtet eller kigger vi efter guldet?

Når vi peger på guldet i et menneske, så får det personen til at vokse og blomstre. Når vi peger på skidtet, så får det personen til at krympe sig, falme, og i værste fald er vi medvirkende til at begrænse dette menneske og pille selvværd ud af det.

Johs 8,11: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå bare, og synd ikke mere.” (Citat: Jesus)

Jesus fremhævede aldrig vores svagheder. Han fremhævede guldet og fortalte om vores store værdi. Det satte mennesker fri og gav dem et helt nyt liv.

I Guds rige er der kærlighed, frihed og benådning. Kærligheden sætter fri. Jesus sætter fri.

Lad os gøre det samme: Bring atmosfæren fra Guds rige. Fremhæv guldet i mennesker og drop skidtet.

Lone Jessen
Præst

lone@lyngbyfrikirke.dk
+45 45 87 86 85
Læs mere

Lone er kirkens præst, er gift og har 3 voksne børn og 2 børnebørn. Træffetid mandag-torsdag 10-15. Fridag fredag.