Det er vel ikke de opskruede forventninger, vi har det specielt svært ved. Dem kan vi som regel godt gennemskue, når vi gør status over vores liv.
Udfordringen har vi med de rimelige forventninger. Det er okay, at jeg ikke fik den røde Porsche, palæet ved strandvejen eller blev topleder i et multinationalt selskab. Men det er et problem, at jeg ikke kan finde en partner, få økonomien til at fungere eller få familien, uddannelsen eller karrieren på skinner.
Oftest er det vel i virkeligheden ting i småtingsafdelingen, der ærgrer os; Aftalen, der blev glemt, opmærksomheden der udeblev eller bare sådan en ganske generel fornemmelse af, at summen af mange ting, ikke er blevet, som jeg havde forventet.
Bristede forventninger er farligt for sjælen og kroppen. De kan blive til en vrede, som når den undertrykkes ofte fører til bitterhed. Bitterheden har det med at fø
re til misundelse. Og misundelsen får ofte følgeskab af selvforagt og isolation.
Der advares kraftigt mod den slags i den bibelske fortælling. ‘Det er som edder for knoglerne’, står der om misundelsens skadevirkninger.
I biblen kaldes den slags for ”harmatia”, som er det græske ord for synd. Et ord som blev brugt, når man ramte ved siden af målet. Når vi ‘skyder’, er det med en forventning om at ramme målet, og forventningen brister, når vi rammer ved siden af. I den bibelske fortælling handler det om Guds rimelige forventninger til os og vores rimelige forventninger til os selv og hinanden. Forventningerne er bristet på alle akser, og som menneskehed står vi med et stort dilemma. Bitterheden kan nemlig kun udrenses ved forsoning og forsoning kræver tilgivelse. Ikke bare et hurtigt ”alt forladt”, men en dybdegående renselse.
I det gamle testamente symboliseres dilemmaet ved Israelitternes vandring i ørknen. De er tørstige og kommer til noget vand, som var blevet bittert og udrikkeligt. Billedet er klart; vi er sultne på livet, men det er blevet ramt af skuffelse og bitterhed. Guds svar var at lade Moses smide et stykke træ i vandet. Uden tvivl et billede på et kors af træ, som skulle rejses senere i historien. Tilgivelsens sted, hvor Jesus gjorde tilgivelsen mulig, og hvor han selv råbte; ”tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør”.
Det er denne tid vi fejrer påsken. Måske skulle vi fejre den ved at gøre som Moses; smide tilgivelsens og forsoningens træ i det bitre vand.