Jeg bliver lige overrasket, forarget og irriteret hvert år – hvilket siger mere om min mangel på fantasi end min glemsomhed. Min stakkels familie har naturligvis måttet lægge øre til mine frustrationer og har forsøgt at leve sig ind i mine trængsler. Undtagen i år. Uanfægtet af mine højlydte protester købte min medbragte hustru ikke mindre end syv chokoladejulekalendere. Det er det ultimative nederlag. Jeg giver tabt. Netto har vundet. Det kan godt være, at julen ikke varer til påske, men den begynder, uanset om jeg vil det eller ej, i slutningen af september.
Der er andre kampe, som, under normale omstændigheder, aldrig skal opgives. Det er kampen for mine nære relationer – mine venner, mine børn og min ægtefælle. Da jeg forleden gik en tur for at nyde det skønne efterårsvejr, passerede jeg et hus, hvor far, mor og børn, var ved at rydde ud. Årsagen var skilsmisse. Jeg ved godt, at vi er så mange, der er ramt af skilsmisser, at der er svært at sige noget om, uden at komme i klemme. Enten har vi selv oplevet det, eller også har det ramt nogle i vores nære familie. Da jeg så et af børnene sidde og sortere sit legetøj, slog det mig, hvor hårdt sådan et barn bliver ramt. Den trykkede stemning i optakten, angsten for skilsmisse, smerten ved selve bruddet og håndteringen af ulykkelige forældre, som ikke kan skjule deres afmagt. Som om denne smerte ikke var nok, skal de oven i købet være ufrivillige deltagere i den ofte usande historie om, at skilsmissen var eneste løsning, det bedste for forældrene og derfor også for børnene. Ikke nok med det; når de engang bliver voksne, skal mange kæmpe med angsten for at blive forladt – en angst, som til tider skaber det, den frygter.
Ringkøbing kommune har taget kampen op. De har tilbudt rådgivning til ægtepar i kommunen. De vover oven i købet at bryde med tabuet om ulykkelige skilsmisser og siger på godt midtysk, at skilsmisser er noget skidt, som ikke gavner nogen. Godt gået Ringkøbing! Hvis de så også lykkes i at udstede et dekret om at Netto indenfor kommunegrænsen ikke må sælge julevarer inden 29. november, så vil jeg, helt useriøst, overveje at rykke teltpælene vest på.
Hvad inspireres jeg til på gå- og indkøbsturen? Det er vel at vælge mine kampe med omhu. At opgive dem, som ikke betyder så meget og kæmpe desto mere for dem, som betyder alt.
Lars Due-Christensen
